Tuesday 6 February 2007

Storm P.


Storm Ps fyndige formulering: "Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det!" står for fald. For fuld speed gøres der noget ved vejret iflg. den nyligt udsendte klimarapport fra FNs klimapanel. Den fastslår blandt andet, at ændringen i CO2 indholdet overvejende er en følge af afbrænding af fossile brændsler. Gamle Storm er blevet gjort til skamme. Her følger et par pluk fra rapporten.

  • Der kan konstateres et sandsynligt menneskeligt bidrag til hyppigere varmeperioder og at dette med stor sandsynlighed vil fortsætte i det 21. århundrede.
  • Det er mere end sandsynligt, at mennesket har bidraget til at nedbørsperioder er blevet hyppigere og voldsommere, og at denne tendens vil fortsætte i det 21. århundrede.
  • Det er mere end sandsynligt, at mennesket har bidraget til at områder ramt af tørke er øget i omfang og at denne tendens vil fortsætte i det 21. århundrede.
  • Det er mere end sandsynligt, at mennesket har bidraget til at forekomsten af tropiske orkaner er øget og at denne tendens vil fortsætte i det 21. århundrede.
  • Det er mere end sandsynligt, at mennesket har bidraget til at vandspejlet i havene er steget og at denne tendens vil fortsætte i det 21. århundrede.
Jeg fulgte indslaget i går aftes på DR TV/Horisont, hvor Steen Gade, Jens Hesselbjerg og Eyvind Vesselbo blev udspurgt af studieværten om deres syn på klimarapporten og hvad man evt. kunne stille op. Jeg hæftede mig ved, at ingen af de tre herrer forsøgte at stille spørgsmålstegn ved rapportens konklusioner overhovedet. Det havde jeg principielt forventet mig af Vesselbo, der jo er medlem af en regering, der for nogle år siden fandt det betimeligt at ansætte Bjørn Lomborg som direktør for en forskningsenhed, der bl. a. skulle se på klimaspørgsmål, uagtet Lomborg jo ikke er klimaforsker, som han ellers ofte betegnes som.

Hvis der overhovedet er noget at glædes over i den konkrete sammenhæng er det, at målt med den lille danske målestok, kunne det måske tyde på man også fra politisk hold er ved at være klar over, at den er gal. Til Maj kommer så vidt jeg ved et sæt anbefalinger fra FNs klimapanel, en vurdering af deres konsekvenser og formentlig også økonomiske overslag. Jeg hæfter mig også ved, at en gruppe på 12 store multinationale koncerner - fra dansk side deltager Novo Nordisk - er ved at lægge pres på regeringer rundt om i verden for at få dem til at sætte politikker i værk, der kan dæmme op for konsekvenserne af en klode med hedeslag. Lovende nok sådan set, men er der tid til at afvende scenarierne med stigende vande, storme og knastørre områder i sydeuropa og et afsvedet Afrika? Vores selektive døvhed har været utrolig og det er uendelig trist, at vi ikke i tide har været i stand til at lægge kursen om.

Øverst i denne lidt mismodige "post" har jeg sat det velkendte billede af Jorden, set fra rummet. Det burde vi kikke på hver morgen, middag og aften for at minde os om, at kloden er unik, og at kun du og jeg kan passe på den. Vi har den kun til låns, men tér os som om vi har fået den til ejendom.

Jeg kommer til at tænke på en gammel indianer, som i for-forrige århundrede sagde noget i retning af: "Når den sidste hjort er skudt, den sidste fisk er fanget og det sidste træ fældet, vil mennesket sande, at man ikke kan æde penge" - får han ret?
Du og jeg bestemmer.

No comments: